Havets pest: Skørbug var farligere end fjendens kugler nl

Halvdelen af besætningen døde

Historikere har skønnet, at flere end to millioner søfolk døde af skørbug i sejlskibenes tid.

Fra de første opdagelsesrejser i 1400-tallet til dampskibene revolutionerede skibsfarten i midten af det 19. århundrede, sejlede skørbugen med som blind passager på hver eneste længere sørejse. Og den dødelige sygdom kostede langt flere liv end både søslag, stormvejr og andre sygdomme tilsammen.

Man vidste, at omkring halvdelen af en besætning på længere sørejser ville dø af sygdomme – og skørbug var den sygdom, der kostede flest liv.

Det havde store opdagelsesrejsende som Vasco da Gama og Ferdinand Magellan erfaret. Vasco da Gama mistede 100 mand ud af 167, da han i 1497 sejlede ud for at åbne søvejen til Indien.

Og da Ferdinand Magellan sejlede ud på den første jordomsejling i årene 1519-1522, kom kun 18 mand ud af 237 hjem igen. Mange af de øvrige døde af skørbug.

Rotter, lus og maddiker

Et sejlskib på langfart var som skabt til at tiltrække sygdomme. Søfolkene levede tæt i altid fugtige omgivelser i selskab med rotter, lus og maddiker, som de delte den halvt fordærvede mad med.

Ensformig kost bestående af saltet kød, tørrede ærter og beskøjter sørgede effektivt for, at ingen fik de vitaminer, de havde brug for.

Hygiejnen var elendig om bord. Dækkene blev ganske vist skuret hver dag i saltvand, men det betød blot, at luftfugtigheden konstant var høj. Tøjet, som kun sjældent blev vasket, var gennemblødt af havvand og sved. Bakterier og sygdomme havde ideelle betingelser.

Mandskabsmangel gjorde, at mange søfolk blev hentet fra de laveste samfundslag, og ofte var besætningen allerede ved afsejlingen svækket og modtagelig for sygdomme.

Især tyfus, der blev spredt af lus, hærgede. Når skibene sejlede i troperne, blev mandskabet ramt af malaria, gul feber og parasitter, men skørbug var den største dræber.

Skørbug skulle arbejdes væk

Gennem tiderne har de lærde forsøgt at løse skørbugens gåde – og de udtænkte mere eller mindre fantasifulde teorier, kure og medikamenter. Men de var alle uden virkning, og ofte var kuren lige så dødbringende som sygdommen selv.

En af de mest udbredte og fatale teorier var, at skørbug skyldtes dovenskab. Eftersom et af de første symptomer er svaghed i lemmerne, træthed og melankoli, blev skørbug indtil langt op i 1800-tallet betragtet som en sygdom fostret af dovenskab.

Kuren var derfor hårdt fysisk arbejde, ofte med grusomme følger. De syge søfolk faldt døde om midt i arbejdet, når blodårerne bristede under presset. Eller de blev ofre for arbejdsulykker.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor galt det kunne gå en sømand, der blev beordret op i masten, svag og usikker i sine bevægelser, fordi sygdommen fortærer det væv, der holder sammen på hud og knogler.

Smittefaren for skørbug var i stanken

Samtidig herskede mange andre teorier om sygdommen. Den ældgamle lære om sundheden som en balance mellem kropens forskellige væsker var stadig fremherskende, og derfor gik mange af midlerne mod sygdommen ud på at genskabe balancen igennem åreladning eller ved at indtage forskellige former for væske som fx havvand eller eddike.

Fugt, hede og kulde har på skift fået skylden for sygdommen, og dårlig luft har i flere omgange været udpeget som kilde til sygdommen. I 1800-tallet var det en udbredt opfattelse, at dårlig lugt kunne indeholde smitte.

Luften om bord på sejlskibene var vitterligt kvalmende. Ofte var der slet ingen udluftning på de nederste dæk, så den konstante fugtighed og stanken af de halvrådne madvarer i tønderne blandede sig med dunsten fra de mange uvaskede søfolk og hørmen fra de husdyr, besætningen holdt.

For at holde stanken nede blev dækkene skrubbet med sand og saltvand dagligt, og inden en stor sørejse blev skibene vasket med eddike indvendig. Lasten fik en røg-kur, som skulle desinficere, og man stænkede svovlblandet eddike på glødende kul, for at de giftige dampe kunne neutralisere stanken.

Kaptajn testede citroner som kur mod skørbug

At årsagen til skørbug skulle findes i kosten, blev gang på gang fremført fra forskellig side. Allerede på korstogenes tid fik de mange fattige pilgrimsrejsende det råd, at de skulle spise frisk frugt for at undgå sygdommen.

Og siden påpegede mange andre, at frisk frugt og grønt kunne forebygge eller helbrede skørbug. Citronernes gavnlige effekt belv dokumenteret allerede i det 16. århundrede.

Den hollandske læge Ronsseus af Gonda havde i 1564 brugt citrus mod skørbug og skrevet den første bog om sygdommen. Alligevel skulle der gå over 200 år, før de C-vitaminholdige frugter blev anvendt systematisk i den engelske flåde – og omkring 300 år, før de vandt indpas blandt søfolk i handelsflåden.

Mange af dem, der havde oplevet citronernes gavnlige virkning, forsøgte at udbrede kendskabet til kuren. En af dem var den britiske kaptajn James Lancaster.

I 1601 havde han kommandoen over en flåde på fire skibe, der var på vej fra England til Indien, og han besluttede at teste citronens virkning på skørbug. På ét af de fire skibe fik besætningen hver dag tre teskefulde citronsaft.

Effekten var til at få øje på: Da flåden var nået halvvejs, var besætningen på netop dette skib fuldtallig, mens 110 ud af de 278 søfolk på de andre skibe var døde af skørbug.

I 1617 blev teorien om citronens gavnlige effekt taget op af John Woodall, som var læge og tilknyttet det britiske East India-kompagni. Han anbefalede i en bog om søfartsmedicin citrusfrugt som fast del af diæten til søfolk på langfart.

Modstand mod frugt

Alligevel slog budskabet ikke igennem i den engelske flåde. Fortalerne for citronsaft var typisk søfolk og skibslæger, som ikke havde nogen særlig uddannelse eller status.

Derfor kunne de ikke gøre sig gældende over for admiralitetet eller de lægelige selskaber, som var toneangivende på denne tid. Social status, klasse og forbindelser var afgørende, hvis man ville øve indflydelse.

Dertil kom, at ingen kunne redegøre for, hvordan sygdommen opstod, og hvorfor netop citronsaft virkede. Vitaminerne var endnu ikke opdaget; C-vitaminet blev først isoleret som kemisk substans i 1910.

Kuren blev derfor forkastet gang på gang til fordel for traditionelle metoder som åreladning, afvaskning af skibene i eddike og rensning af luften med røg – eller til fordel for kvaksalvernes forskellige piller og miksturer med en tvivlsom eller ligefrem skadelig effekt.

Som en modreaktion blev citroner og andre frugter på et tidspunkt ligefrem anset for at være direkte skadelige for søfolkenes helbred.

Admiralitetets instrukser på den tid, hvor kaptajn George Anson sejlede ud, omfattede en advarsel imod at spise for mange frugter som appelsin, citron og ananas, fordi man mente, at de var årsag til både feber og ødelæggelse af vitale organer.

De første videnskabelige forsøg mod skørbug

I 1746 begyndte der så småt at ske noget, da den skotske skibslæge James Lind besluttede at efterprøve Lancasters forsøg.

Som skibslæge på “H.M.S. Salisbury” oplevede Lind et voldsomt udbrud af skørbug. Han udvalgte 12 syge søfolk og fordelte dem i grupper, der fik forskellige midler mod skørbug.

Gruppen af søfolk, som dagligt fik to appelsiner, blev raske. De øvrige kom sig ikke. Linds forsøg med en skørbug-behandling beskrives som verdens første egentlige videnskabelige, kliniske afprøvning.

Resultatet af afprøvningen blev publiceret i 1757, og George Anson – som i mellemtiden var blevet medlem af admiralitetet – støttede Lind. Alligevel blev søfolk ved med at dø af skørbug.

James Lind var jo blot en simpel skibskirurg, og de universitetsprofessorer, som flåden lænede sig op af, regnede ikke hans resultater for noget.

Samme år, som Lind offentliggjorde sine resultater, lancerede to anerkendte og respekterede læger hver deres kur mod skørbug. Den ene anbefalede rom blandet med vand og sukker, den anden havvand og åreladning.

James Cook testede skørbugsmidler

I 1760'erne var skørbug blevet et så alvorligt problem, at admiralitetet udrustede to ekspeditioner, som skulle afprøve forskellige midler mod skørbug.

Citronsaft var ikke blandt de midler, der skulle testes, for admiral George Anson var død i 1762, og James Lind havde ingen støtter i admiralitetet længere. Forsøgene fik flåden intet ud af.

Et årti senere blev endnu en kur lanceret. Maltafkog skulle være det nye vidundermiddel mod skørbug. Det talte bl.a. den højtagtede læge sir John Pringle, formand for det kongelige medicinske selskab, varmt for.

Teorien var, at skørbug skyldtes den halvtfordærvede og salte kost, som var svær at fordøje og derfor rådnede i mavesækken.

Denne forrådnelse skulle modvirkes af malten. Igen gennemførte flåden test-sejladser; denne gang var det den berømte opdagelsesrejsende James Cook, som fik til opgave at teste skørbugsmidler på to af sine store rejser i 1768-71 og i 1772-75.

Det lykkedes Cook at gennemføre rejserne uden at miste én eneste mand på grund af skørbug. Men resultaterne var ikke entydige, for Cook havde ud over bedre hygiejne, frisk luft og så vidt muligt frisk frugt og grønt brugt alle tænkelige skørbugsmidler.

Hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde, var svært at afgøre. Ikke desto mindre lovpriste skibslægen, der skrev rapporten til admiralitetet, maltafkog. Og det passede flådens ledelse og sir Pringle fint.

Maltafkog var nemlig billigt samt nemt at producere og opbevare. Den officielle skørbugsforebyggelse i flåden blev derfor daglige rationer af maltafkog, suppe kogt på bouillon og sauerkraut. Og følgelig blev de engelske søfolk ved med at dø af skørbug i stort tal.

England reddet af skørbug i kampens hede

I august 1779 var England på grund af skørbugen tæt på en fjendtlig invasion. Kanal-flåden var så hårdt ramt af sygdommen, at dens skibe lå spredt i farvandet og ikke kunne tage kampen op med den fjendtlige flåde af franske og spanske skibe, som nærmede sig.

Men i dette tilfælde reddede skørbugen englænderne. Franskmændene måtte nemlig vente i syv uger på de spanske skibe, og i løbet af den tid blev franskmændene hårdt angrebet af skørbug.

To tredjedele af de franske besætninger døde og blev smidt over bord. Man sagde, at folk i Plymouth ikke vovede at spise fisk fra Kanalen en hel måned efter.

At flådens forebyggelse af skørbug var slået fejl, stod yderligere klart året efter. I august 1780 havde kanal-flåden patruljeret langs kysterne i Syd- og Østengland.

Selv om skibene lå tæt under land, søgte de ikke havn i ti uger. Resultatet blev et overvældende antal syge sømænd. 2400 mand – svarende til en syvendedel af hele besætningen – måtte indlægges med skørbug.

Uerfaren læge fik dødstalene for skørbug ned

På det tidspunkt sejlede admiral George Rodny til Vestindien med 21 skibe og 12.000 mand for at kæmpe mod en fransk-spansk flåde. Om bord havde han som sin egen personlige læge en ung mediciner ved navn Gilbert Blane.

Den unge mand var af god familie, veluddannet, respekteret og vellidt. I løbet af kort tid udnævnte admiralen ham til cheflæge for hele flåden. Et uhørt karrierespring for en ung læge, som ikke kendte det fjerneste til søfartsmedicin.

Men Blane kendte sin begrænsning og gav sig til at læse alt om emnet; også James Linds bøger og rapporterne fra Cooks rejser studerede han.

Det første, Gilbert Blane herefter gjorde, var at sende et lille skrift til alle skibene, om at de skulle sørge for bedre hygiejne, regelmæssig udluftning, bad og tøjvask – og en daglig ration af citronsaft og maltafkog til alle mand. Og så begyndte han at samle tal.

Alle skibslæger skulle aflægge rapport hver måned, og snart kunne Blane lave statistikker over sygdomme og virkningen af sine nye tiltag.

Resultaterne var forbløffende. Inden krigen var omme i 1783, havde han reduceret dødeligheden til én ud af tyve på sine skibe. Blane skrev til admiralitetet og foreslog dem at indføre citronsaft som supplement til kosten om bord.

Malt havde så godt som ingen virkning, skrev han også. Men admiralitetet var stadig ikke til at rokke. Og da freden kom, var interessen for at løse skørbugens gåde ikke længere så stor.

Først under revolutionskrigene mod Frankrig (1792-1803) blev sygdommen igen et emne, som optog admiralitetet. Gilbert Blane kom igen på banen med sine forslag, som han kunne underbygge med overbevisende resultater, han havde samlet i Vestindien.

I 1795 kom gennembruddet i kampen mod skørbug endelig. Sir Pringle var død, så ingen kunne træde ham over tæerne ved at forkaste maltafkog, og nu blev Blanes forslag om daglige rationer af citronsaft til alle i flåden endelig vedtaget på højeste sted.

James Lind kom ikke til at opleve sin triumf. Han døde året før som 78-årig uvidende om, at hans arbejde omsider havde båret frugt og kom til at stå som en af sin tids største medicinske bedrifter; men også lykkeligt uvidende om, at den engelske flåde var ved at sætte det hele over styr i midten af 1800-tallet, da den besluttede at udskifte de importerede citroner med hjemmedyrket limefrugt.

Lime indeholder langt mindre C-vitamin end citroner, og derfor gjorde skørbugen for en tid igen sit indtog på de engelske skibe.

Skørbug ebbede ud i slutningen af det 18. århundrede, men det behøver din læsning ikke at gøre.

Du kan fx fortsætte din læserrejse i vores spændende web-univers eller få sendt HISTORIE lige til postkassen.

Som en ekstra bonus smider vi en valgfri gevinst oven i købet - slå til nu!