Korsriddere angreb kristendommens største by

I år 1204 vil det kristne Europa rive Jerusalem ud af muslimernes hænder, men grådige beslutninger fører til, at de 20.000 korsfarere i stedet angriber Konstantinopel og starter en massakre, som chokerer hele den kristne verden.

I år 1204 vil det kristne Europa rive Jerusalem ud af muslimernes hænder, men grådige beslutninger fører til, at de 20.000 korsfarere i stedet angriber Konstantinopel og starter en massakre, som chokerer hele den kristne verden.

Look and Learn/Bridgeman Images

Solen bager ned over Venedig, da Bonifacius – hertug af det norditalienske hertugdømme Montferrat – ankommer i august 1202. Året forinden er han blevet udråbt til øverste leder af det fjerde korstog, der skal indtage Jerusalem, som siden 1189 har været under muslimsk kontrol.

Efter det fejlslagne tredje korstog har de kristne lagt en ny plan: I stedet for at korstogshæren sendes direkte til Palæstina, skal den sejle over Middelhavet, angribe Egypten og herfra erobre den hellige by fra sydvest.

Operationen kræver en enorm flåde på 500 skibe, som skal bære de 34.500 korsfarere. I over et år har Venedigs bådbyggere knoklet for at få flåden færdig, som efter aftale vil koste korstogshæren 85.000 sølvmark.

Hertug Bonifacius har hele tiden forestillet sig, at når hæren er samlet, vil de med lethed kunne betale den store regning. Men hjertet synker i livet på ham, da der efter halvanden måned kun er ankommet 12.000 korsfarere til Venedig.

Venedigs hersker, doge Enrico Dandolo, kalder Bonifacius til et møde. Dogen på 95 år er blind og gangbesværet, men har stadig et skarpt sind.

Han er rasende over den manglende betaling og tordner mod Bonifacius: “I kommer ikke til at forlade denne ø, før vi får vores penge”.

Panisk skraber Bonifacius alle hærens penge sammen, men mangler stadig 36.000 sølvmark. Korstoget er reduceret til en tiggerhær, da Bonifacius overrækker den utilstrækkelige betaling til Dandolo.

Dogens raseri mildnes, for den snu hersker øjner en mulighed for at drage nytte af de mange tropper i hans by.

Det fjerde korstog bestod mest af franskmænd, da det var franske fyrster, der først havde meldt sig til korstoget. Alligevel blev det dog italienere, der førte korstoget til dets gruopvækkende endeligt.

Bonifacius af Montferrat
© Yolanda Perera Sánchez/Imageselect

Den ærefulde ridder

Den italienske hertug Bonifacius af Montferrat var kendt som en mand af ære, og han satte stor pris på riddernes dyder. Han kom fra en fin familie, og hans far, William den Ældre, havde tjent i det andet korstog og sågar kæmpet mod Saladin.

Enrico Dandolo
© Fine Art America

Den blinde bagmand

Enrico Dandolo blev doge af Venedig i en alder af 85 år. Han var blind og stiv i leddene, men altid skarp i hovedet. Som købmand havde Dandolo været i Konstantinopel utallige gange, og han havde et indgående kendskab til hofintrigerne i Byzans.

Alexios 4.s portræt
© The Picture Art Collection/Imageselect

Den forurettede prins

Den unge prins Alexios’ far blev i 1195 væltet af tronen af Alexios 3., prinsens onkel. Prinsen blev fængslet, men havde få år senere held til at blive smuglet væk af to købmænd fra Pisa og fragtet til sin svoger, kong Philip af Schwaben.

Dandolo giver Bonifacius et tilbud, han ikke kan afslå: Venedigs flåde skal nok sejle korstogshæren til dens mål, men alt plyndringsgods vil gå til venetianerne, indtil den sidste gæld er betalt.

De desperate korsfarere accepterer straks.

Forsinkelsen på halvanden måned betyder, at den kommende vinter forhindrer en rejse til Det Hellige Land, men også det har dogen en løsning på: “Der er en by tæt på ved navn Zadar. Byens folk har gjort os meget ondt, og mine mænd ønsker at straffe dem. Hvis I vil følge mit råd, så erobrer vi den og bliver der til påske”.

Problemet er, at Zadar er en katolsk by. Et voldsomt skænderi bryder ud blandt korstogets ledere. Den hellige krig skal føres imod de vantro, ikke kristne!

Nogle vælger at forlade korstoget, men de fleste accepterer omvejen til Zadar i nutidens Kroatien, da det er en synd at bryde sit korstogsløfte.

Ridderne kan ikke vide, at korstoget aldrig vil føre dem til Det Hellige Land.

© James Penny Boyd

Korstoget haltede i gang

Det dristige fjerde korstog blev oprindeligt indkaldt i 1198 af pave Innocens 3., men entusiasmen blandt Europas adelige var begrænset, da kontinentet stod i flammer med krige på kryds og tværs mellem de kristne riger.

Først da den karismatiske grev Thibaut af Champagne blev korstogets leder i 1199, begyndte primært franske, men også tyske og italienske fyrster at melde sig.

Thibaut døde pludselig i maj 1201, og Bonifacius af Montferrat blev udpeget som hans efterfølger. Men Thibaut havde personligt motiveret mange af de franske fyrster, og nu trak mange af dem sig uden at informere korstogets nye leder.

Da mindre end halvdelen af fyrsterne mødte op i Venedig, havde Bonifacius ikke andet valg end at acceptere Dandolos forslag. Dogen meldte sig selv under korset og piskede en fanatisk stemning op i sin by, som fik 10.000 venetianske soldater og sømænd til at slutte sig til korstoget og sejle mod Zadar.

Bonifacius var i vildrede og rejste til Rom for at rådslå sig med paven. Korstogets reelle leder var nu Dandolo.

Den 10. november ankom hæren til Zadar og indledte en belejring af byen. Imens havde paven hørt om korstogets planer og sendt et brev til de resterende franske fyrster for at tydeliggøre sin modstand mod angrebet.

“Jeg forbyder jer, på paven af Roms vegne, at angribe byen, for indbyggerne er kristne, og I er korsfarere!” Fransk abbed til de desperate korsriddere.

En fransk abbed tordnede mod ridderne med trusler om ekskommunikation, mens han viftede med pavens brev:

“Jeg forbyder jer, på paven af Roms vegne, at angribe byen, for indbyggerne er kristne, og I er korsfarere!”

Den snu doge vendte sig mod korstogets ledere og sagde: “De herrer, I lovede at hjælpe mig med at erobre denne by, og nu kræver jeg, at I gør det”.

Korstogslederne vidste, at et brud med dogen ville få hele projektet til at bryde sammen, og mange håbede sandsynligvis på, at paven ville tilgive dem, når først Jerusalem var erobret tilbage.

Zadars borgere hængte store bannere smykket med kors ned ad bymurene for at vise, at de var kristne. Men lige lidt hjalp det – angrebet begyndte. Korshæren bombarderede byen med sten fra sine belejringsmaskiner, mens minører undergravede murene, og venetianerne angreb direkte fra deres skibe.

Snart kapitulerede Zadar, og byens porte blev åbnet. De fattige korsfarere plyndrede byen for kostbarheder, og end ikke kirker gik fri for den desperate hær. Hundredvis af byens indbyggere blev dræbt i korsfarernes sejrsrus.

Ved at gå mod pavens direkte forbud var hele korstogshæren automatisk blevet ekskommunikeret. Det informerede hærens ledere dog ikke deres soldater om, men overvintrede blot i byen og gjorde klar til den videre færd.

Belejring af Zadar under det fjerde korstog
© Sala del Maggior Consiglio

Korsfarerne får et fantastisk tilbud

Midt i december sluttede Bonifacius sig igen til korstoget, som manglede forsyninger og var på randen til bankerot. Men den 1. januar 1203 ankom udsendinge fra den unge byzantinske prins Alexios.

Prinsens onkel, Alexios 3., havde tilranet sig tronen og sad nu som uretmæssig kejser af Det Byzantinske Rige. Prinsen forsikrede korsfarerne om, at hele Byzans’ befolkning ønskede, at han skulle vende tilbage.

Alexios bad korsfarerne om hjælp til at generobre hans imperium i Guds navn. Som betaling ville han flette den katolske og den græsk-ortodokse kirke sammen, anerkende paven som øverste leder og endda finansiere det videre korstog med 200.000 sølvmark.

Bonifacius var fristet, men korstoget skulle i så fald angribe Konstantinopel – det kristne bolværk mod øst. Han indkaldte hærens adelsfolk og gejstlige til et møde, der udviklede sig til et regulært skænderi.

Nogle mente ikke, at korstoget skulle lege kongemagere, mens andre så det som den eneste måde at finansiere færden på, som i forvejen havde kostet enorme summer.

Midt i diskussionen udtrykte Dandolo sin støtte til prinsens forslag. Korstoget skulle ikke erobre byen; de skulle blot gennemføre et kup i hoffet, så den retmæssige kejser kunne bestige sin trone.

Alexios lovede kompensation, som ikke bare ville afvikle korstogets gæld til Venedig, men sikre, at det var masser af midler til at fortsætte til Egypten.

Dandolos argumenter overbeviste Bonifacius. Nu vendte korstogets 20.000 soldater sig mod verdens største kristne by.

I århundreder havde der været uenigheder om småting i den kristne kirke. Men i år 1054 skete der et reelt brud. Paven i Rom ville én gang for alle få patriarken af Konstantinopel, den ortodokse kirkes overhoved, til at anerkende paven som kirkens sande leder. På trods af vedvarende forsøg fra pavens udsendte, kardinal Humbert, nægtede patriarken.

Stridighederne fik til sidst Humbert til at storme op til alteret under en gudstjeneste i byzantinernes hovedkirke, Hagia Sofia, og præsentere et dokument, som ekskommunikerede patriarken. Som modsvar ekskommunikerede patriarken kardinalen og hele hans følge. Den latente konflikt blev nu til en åben teologisk krig om tolkningen af kristendommen, hvor uenighederne var mange, omend til tider små.

© Shutterstock

Treenigheden

I 381 e.Kr. vedtog den ortodokse kirke, at Helligånden er skabt af Gud og skal tilbedes ligesom Faderen og Sønnen. Men i den katolske oversættelse af de gamle tekster fremgik det pludselig, at Helligånden var skabt af både Gud og Jesus.

Den fortolkning blev betragtet som groft kætteri af de ortodokse, eftersom Jesus var underlagt Gud og derved ikke kunne være skaber.

© Shutterstock

Cølibat

Cølibatet stod centralt i både den katolske og den ortodokse kirke, men der var uenighed om, hvor nøje det skulle følges.

Ifølge katolikkerne skulle alle munke, præster og biskopper leve i cølibat, når de trådte i Guds tjeneste. De var viet til Gud og måtte ikke have en hustru. Blandt de ortodokse kunne en gift mand godt træde i kirkens tjeneste og beholde sit ægteskab.

© Shutterstock

Paven og pentarkiet

Den tidlige kristendom blev ikke styret af en central person, men af et såkaldt pentarki af fem patriarker. Men i den latinske del af kirken blev paven med tiden hævet op som “Guds repræsentant på Jorden” og leder af hele den kristne kirke.

Den ortodokse kirke anerkendte ikke paven og mente, at hvis nogen skulle være højere end andre, måtte det være patriarken i Konstantinopel.

© Shutterstock

Nadveren

Under nadveren indtager den kristne menighed Jesu legeme i form af brød. Katolikker brugte uhævet brød, og det anså den ortodokse kirke for rent kætteri.

Hævet brød var den rette kristne vej, da hævningen symboliserede tilstedeværelsen af Helligånden. Uhævet brød blev desuden forbundet med jødedommen og skulle derfor holdes væk fra kirkens hellige ritualer.

Prinsen blev mødt med rådne frugter

Korstogshærens 500 skibe lagde til nær Konstantinopel den 23. juni. Soldaterne måbede ved synet af de 12 meter høje mure. Den enorme hovedstad med en halv million indbyggere var mange gange større end enhver by i Europa.

Bonifacius og Dandolo sejlede sammen med prins Alexios frem mod bymuren og råbte til indbyggerne, at de skulle støtte den retmæssige tronarving. Som svar brølede borgerne eder og fornærmelser og kastede sten og rådne frugter mod prinsen.

Alexios var tydeligvis ikke så populær, som han havde forsikret korsfarerne om, og borgerne ville ikke rejse sig imod hans onkel. Men Bonifacius nægtede at indrømme, at han var blevet narret.

Nu havde de ikke andet valg end at tage byen med magt. Prinsen skulle bestige sin trone – og indfri sit løfte.

© Shutterstock

Dandolo havde været i Konstantinopel flere gange og mente, at nøglen til at erobre byen var at få flåden ind i Det Gyldne Horn – en 800 m bred bugt mellem Konstantinopel og fæstningen Galata. Indsejlingen var beskyttet af en tung jernkæde, som blokerede skibstrafikken.

I århundreder havde kæden beskyttet Konstantinopel, og Galata var ikke et let mål, men over for den store korstogshær faldt fæstningen til sidst.

Straks blev kæden i vandet løsnet, og den store venetianske flåde kunne sejle ind i Det Gyldne Horn.

Med Galata sikret besluttede korsfarerne sig for en koordineret indtagelse af Konstantinopel: Mens venetianerne angreb fra vandet, ville korsfarerne trænge frem over land.

© Mark Ahsmann

Korsfarerne var i undertal, for den byzantinske hær i Konstantinopel talte 50.000 mand, men de fleste af dem var håbløst dårligt trænet i forhold til de krigsvante europæere.

Kun kejserens personlige livgarde på 5.000 væringer – de frygtede skandinaviske og angelsaksiske elitetropper – kunne måle sig med korsridderne.

Den 17. juli blev angrebet blæst i gang. Fra landsiden skulle korsfarerne overvinde bymuren med stormstiger. Mens pilene fløj frem og tilbage, kæmpede korsfarerne en desperat kamp for at komme frem.

Til sidst formåede katolikkerne at fastgøre to stiger, men kun 15 mand nåede op, før de blev mødt af væringerne, som med deres store økser gik nådesløst til angreb.

Efter en intens kamp stod kun 2 af de 15 mand tilbage på muren. De overgav sig, og Bonifacius blæste til tilbagetog oven på den totale fiasko.

Bedre gik venetianernes angreb fra Det Gyldne Horn. De stod over for dårligt trænede byzantinske soldater og kom let frem til byen, hvor de fra skibene kunne fastgøre stormbroer til murens tårne, så soldaterne kunne strømme ind.

De byzantinske tropper blev overrumplet og trak sig tilbage. Det venetianske flag gik til tops på tårnene, og et jubelbrøl lød fra skibene i bugten.

Snart var det byzantinske forsvar fuldstændig kollapset, og 30 tårne langs bymuren under venetiansk kontrol.

De italienske soldater trængte videre ind i byen, men stødte på et par tusind væringer, som var blevet sendt til undsætning.

Hundredvis faldt, inden venetianerne indså, at de måtte trække sig tilbage til muren for at forsvare dét, de havde erobret.

I et forsøg på at holde fjenden stangen antændte venetianerne adskillige huse. En kraftig vind blæste ilden ind i byen, og snart stod en hel bydel på 50 hektar i flammer.

De byzantinske styrker var nødsaget til at trække sig tilbage fra det blussende inferno.

© Palma le Jeune

Kujonkejser mistede sin støtte

Selvom byen ikke var faldet, lød der et ramaskrig i Konstantinopel. Både stormænd og pøbel anså kejser Alexios 3. som uduelig i sit forsvar.

Med 50.000 soldater havde han ikke kunnet holde 20.000 mand væk. Vreden ulmede, ikke mindst fordi tusindvis af venetianere stadig gemte sig i byen bag en mur af ild.

Kejseren var nødt til at handle, så han samlede 30.000 af sine soldater og drog ud mod korshærens lejr. Da Bonifacius så den enorme styrke, sendte han straks bud til Dandolo om, at de havde brug for hjælp.

Alt fra kokke til staldknægte fik stukket et våben i hånden, inden hertugen fik hæren i geled og rykkede frem mod byzantinerne.

På Konstantinopels mure var byens indbyggere stimlet sammen for at se kejseren besejre de falske korsriddere.

Men da de to hære stod over for hinanden, fik Alexios 3. besked om, at venetianerne – som håbet – havde trukket sig ud af Konstantinopel for at hjælpe deres allierede.

Dette var kejserens egentlige plan, og han beordrede sin hær ind i sikkerhed igen. Katolikkerne råbte hån og spot efter de ortodokse.

Selvom kejser Alexios altså havde haft succes med at få venetianerne ud af byen, betragtede Konstantinopels befolkning ham nu som en kryster, der ikke turde angribe den stærkt underlegne korshær.

Stemningen var endegyldigt vendt mod ham. I ly af natten plyndrede Alexios og hans nærmeste det kejserlige skatkammer og flygtede fra byen.

© Classic Image/Imageselect

Opstand mod den uduelige Alexios

Jubelscener brød ud i korstogshæren, da soldaterne hørte om Alexios 3.s flugt. Efter et stærkt pres på Konstantinopels stormænd blev den byzantinske prins omsider kronet som kejser Alexios 4.

Nu skulle korsfarerne endelig få deres betaling, så de kunne komme i gang med det egentlige korstog!

Men der gik ikke længe, før Alexios måtte indrømme over for Bonifacius, at han skulle bruge mere tid til at samle den lovede sum sammen.

Under store protester gik korshæren med til at give Alexios et halvt år. Soldaterne slog lejr i Galata og ventede.

Da vinteren kom, havde kejseren stadig ikke betalt. Bonifacius fik nok og sendte ham et ultimatum: Giv os, hvad du skylder, eller vi tager det selv. Da Alexios 4. ikke reagerede på truslen, begyndte korstogshæren at plyndre paladser og gårde omkring byen.

De uhæmmede ødelæggelser fik Alexios’ popularitet til at styrtdykke og indbyggerne til at rejse sig imod ham.

Den ambitiøse adelsmand Alexios Mourtzouphlos Doukas udnyttede situationen; han fik væringegarden over på sin side og fængslede Alexios 4. Herefter lod han sig krone som Alexios 5.

“Grækerne var forrædere og mordere, og også illoyale, da de myrdede deres retmæssige herre. De var værre end jøderne”. Ridderen Robert de Clari om præsternes fordømmelse af de ortodokse.

En ny byzantinsk kejser var det sidste, Bonifacius havde brug for. Den italienske hertug havde mistet overblikket over de byzantinske hofintriger og anede ikke, hvad han skulle stille op.

Endnu værre var det, at Alexios 4. døde i fangenskab – tydeligvis myrdet af den nye kejser.

Nu havde korstogshæren ingen aftale om penge til at tilbagebetale gælden til dogen med – det to år lange forsøg på at tvinge byzantinerne til at betale var ved at slå fejl.

Men den desperate Bonifacius ville ikke give op og indkaldte verdslige og gejstlige ledere til et møde med en klar dagsorden: Kunne de bortforklare et hævnangreb på Konstantinopel, og kunne det tolkes til at være i korstogets ånd?

De gejstlige kom korstoget til undsætning ved at påpege, at den nye kejser var en morder, og at den ortodokse kirke åbent havde brudt med kirken i Rom.

Samlet erklærede de: “Denne krig er retfærdig, og hvis I har intentioner om at erobre dette land og få det til at lystre Rom, så vil alle, der dør efter skriftemål, få del i pavens overbærenhed”.

Dermed var erobringen af Konstantinopel blåstemplet som retfærdig.

Korstoget trænger ind i den uindtagelige by

Den 9. april 1204 var korshæren klar til igen at prøve kræfter med Konstantinopels mure. Sidste gang havde angrebet fra vandet båret frugt, så det var her, korsfarerne prøvede igen.

Med stormstiger og stormbroer forsøgte katolikkerne at forcere bymuren, men en sydlig vind gjorde det svært at holde skibene tæt nok på land til at fæstne broerne.

Efter en hel dags forsøg måtte Bonifacius give ordre til tilbagetog.

Den sydlige vind blev set som et tegn på, at Gud måske ikke var med korshæren. Mange begyndte at tvivle på, om de gjorde det rigtige – selvom hærens præster havde retfærdiggjort angrebet teologisk.

Igen kom de gejstlige til undsætning. Søndag den 11. april blev der holdt brandtale under gudstjenesten i korstogets lejr.

Robert de Clari, en af korsridderne, har beskrevet, hvordan præster og biskopper prædikede med en flammende lidenskab, hvor de fordømte de ortodokse i Konstantinopel og fortalte, at de ortodokse kaldte alle katolikker for hunde:

“Grækerne var forrædere og mordere, og også illoyale, da de myrdede deres retmæssige herre. De var værre end jøderne”.

© The Yorck Project

Hadet til de ortodokse flammede igen, og ved daggry den 12. april indledte korshæren et nyt angreb.

Dagen begyndte uden held, men ved middagstid blæste der pludselig en nordlig vind, som førte de venetianske skibe tættere på muren, så stormbroerne omsider kunne fæstnes til tårnene.

Væringerne stod i forreste række og holdt længe stand, men de måtte til sidst trække sig tilbage. Det ene tårn efter det andet faldt til korsfarerne.

Nu satte korshæren tropper i land og forsøgte at bryde en tilmuret port ned. Da korsfarerne formåede at lave et lille hul i muren, så de en stor byzantinsk styrke på den anden side.

Men en fransk præst lod sig ikke skræmme. Alene kravlede han gennem hullet, trak sit sværd og stormede frem mod dem. De byzantinske soldater flygtede hovedkulds fra den gale præst, som snart kunne åbne en anden port. Korshæren strømmede ind i byen.

Som aftenen skred frem, sikrede korshæren sig fodfæste i byen, hvor den slog lejr og forberedte sig på morgendagens blodige kampe.

Ingen af dem kunne vide, at størstedelen af den byzantinske hær allerede var deserteret, så kejseren næsten kun rådede over sine loyale væringer. I ly af mørket flygtede Alexios 5. fra byen.

Tiggerhæren går amok i en blodrus

Om morgenen den 13. april ankom en byzantinsk delegation til korshærens lejr og overgav byen til Bonifacius – byzantinerne forventede, at han nu skulle krones som kejser.

Indbyggerne havde ryddet gaderne og stod klar til at modtage deres nye hersker, men efter næsten et års kampe og utallige døde var overgivelse slet ikke nok.

Hæren ville have det, den var blevet lovet, og soldaterne stormede gennem byens gader for at plyndre de rigt udsmykkede ortodokse kirker, hvor altre blev smadret for at frigøre sølv, guld og ædelsten.

Snart var soldaterne som i en blodrus og brød ind i private hjem for at dræbe de rædselsslagne indbyggere. Præster og munke blev slagtet, nonner voldtaget.

Grådigheden steg også op i korstogets gejstlige, der løb fra kirke til kirke for at sikre sig de hellige genstande og relikvier.

Dandolo sendte venetianerne ud for at stjæle kostbar kunst og rester af helgener, som de kunne tage med tilbage til Venedig.

Efter at palæer og kirker var plyndret, kom turen til tusinder af bronzestatuer og buster fra antikken, som blev revet ned fra deres piedestaler.

Historikeren Nicetas nedfældede sine minder fra plyndringen: “Ingen var foruden deres andel af sorg. I gyderne, i gaderne, i templerne; klager, gråd, sorg, stønnen fra mænd, skrigene fra kvinder”.

Plyndring af Konstantinopel under det fjerde korstog
© Look and Learn/Bridgeman Images

I tre dage røvede, voldtog og myrdede korsfarerne. Bonifacius lod vildskaben rase, mens han selv gjorde krav på et af de kejserlige paladser i byen.

Flere steder satte korsfarerne ild til bygninger, og før plyndringen ebbede ud, var næsten en femtedel af byen brændt ned. Ifølge samtidige kilder samlede korstoget tyvekoster for i alt 900.000 sølvmark.

Blodrusen kostede flere tusind livet – nogle historikere vurderer, at tallet er omkring 200.000.

Efter massakren på Konstatinopel blev korstoget opløst – det nåede aldrig til Det Hellige Land. Efterfølgende forsøgte pave Innocens 3. at hele det gabende sår, som var blevet skabt mellem den katolske og den ortodokse kirke. Han ekskommunikerede hele korstoget og fortalte om sin store skam over korshæren:

“For de, der skulle have tjent Kristus i stedet for dem selv, som skulle have brugt deres sværd mod de vantro, har badet deres sværd i blodet fra kristne”.

Men pavens fordømmelse kunne ikke ændre det, der var sket. Han havde mistet kontrollen over korstoget og ikke formået at tøjle de grådige krigere. Som resultat havde de plyndret den største kristne by i verden og cementeret skellet mellem den katolske og den ortodokse kirke.

Året efter massakren døde en veltilfreds Enrico Dandolo og fik æren af at blive begravet i Hagia Sofia.

Det Byzantinske Rige kom sig til gengæld aldrig oven på den grufulde begivenhed, og korstoget markerede begyndelsen på enden for det kristne bolværk mod den muslimske verden.

Paven undskylder.
© Patrick Hertzog/AFP/Ritzau Scanpix

Pave sagde undskyld efter 800 år

I 2001 gav pave Johannes Paul 2. udtryk for, at det var på tide, at den katolske kirke undskyldte for plyndringen af Konstantinopel.

Tre år senere blev 800-året for plyndringen markeret ved at invitere patriarken af Konstantinopel, de græsk-ortodokses øverste leder, til Rom.

Under en velkomsttale angrede paven plyndringen af byen, men fastholdt, at pave Innocens 3. i sin tid havde gjort det samme: “Hvordan kan vi otte århundreder senere undgå at dele den samme indignation og sorg, som pave Innocens 3. udtrykte, så snart han hørte nyhederne om, hvad der skete?”

Efterfølgende gav paven flere hellige relikvier tilbage til den ortodokse kirke – religiøse skatte, som var blevet stjålet 800 år tidligere.

Som svar på pavens gestus takkede patriarken for de tilbageleverede genstande og sagde:

“I Kristi kirke findes der ingen uoverstigelige problemer, når kærlighed, retfærdighed og fred mødes”.