Skægget har sat sit præg på verdenshistorien gennem årtusinder. Spartanerne barberede skægget af frygtsomme krigere for at udstille dem som kujoner, og Egyptens faraoer bar falske skæg for at komme tættere på guderne.
I 1800-tallet anbefalede engelske læger endda deres patienter at få skæg som et værn mod alverdens sygdomme.
1. Musling var den første barbermaskine
De første barberinger var en smertefuld affære. 30.000 år gamle hulemalerier viser mænd med glatbarberede ansigter. Antropologerne mener, at de hev deres ansigtshår ud ved at bruge muslingeskaller som pincet. Mændene fjernede muligvis skægget for at undgå forfrysninger om vinteren.
Forskellige fund fra samme periode tyder også på, at skarpslebne flintesten blev brugt som barberknive. Brasiliens oprindelige befolkning barberede sig endda med hajtænder.
De første barberknive af metal (kobber) blev fremstillet i Indien og Egypten omkring 3000 f.Kr.
At barbere sig blev dog først populært i Europa med den romerske konge Lucius Tarquinius Priscus i 600-tallet f.Kr. Ifølge den romerske historiker Livius var han den første konge, der fjernede skægget.
2. Kujoner mistede deres skæg
Skæg var ikke til at komme udenom i antikkens Grækenland, hvor enhver mand med respekt for sig selv lod ansigtshåret gro. Skæg var et tegn på intelligens og en høj social status. Krigerne i den græske bystat Sparta var ingen undtagelse. Deres skæg var velplejet og blev altid trimmet før kamp.
Den græsk-romerske forfatter Plutarch citerede en spartaner for at sige følgende: “Jeg lader mit skæg gro, så jeg kan se mine grå hår og derved minde mig selv om at leve op til dem med værdighed”.
For en spartaner var intet mere uværdigt end at udvise frygt i krig. En kujon bragte ikke alene sine kammerater i fare – han svigtede hele samfundet. Kujoner blev tvunget til at iføre sig en iøjnefaldende dragt og at barbere halvdelen af fuldskægget af. Sådan kunne alle i lokalsamfundet se, at de her havde at gøre med en udstødt.
I det dybt militaristiske samfund var ydmygelsen langt værre end fysisk afstraffelse, og den ramte familien i flere generationer: En kujonens døtre havde svært ved at få en mand.
4. Skamfuld barbering endte med krig
Det kan være skæbnesvangert at barbere sit skæg af. Det måtte Frankrigs Ludvig 7. sande, da han i midten af 1100-tallet vendte nybarberet hjem fra en krig imod hertugdømmet Champagne.
Efter sigende var barberingen en bodshandling, som kongen blev pålagt, efter at hans tropper under felttoget i 1142 brændte 1.500 mænd, kvinder og børn levende i en kirke. For at vise sin anger skulle kongen barbere sit skæg af, så han fremstod så from som præsterne, der altid var glatbarberede.
Hans kone, den smukke Eleonora af Aquitaine, brød sig dog ikke om sin mands nye udseende og beordrede ham til at gro skægget tilbage. Da kongen nægtede, begyndte deres forhold at kølnes, og efter 10 års miserabelt samliv blev parret skilt.
Blot otte uger efter skilsmissen giftede Eleonora sig med Englands konge, Henrik 2. Ud over Eleonoras hånd skulle Henrik også modtage to provinser i det sydlige Frankrig som medgift. Ludvig nægtede pure, hvilket førte til krig mellem Frankrig og England. Konflikten stoppede reelt først over 300 år senere med afslutningen af Hundredårskrigen.
Den kvindelige farao Hatshepsut blev afbildet med det karakteristiske metalskæg.
5. Metalskæg gjorde faraoer til guder
Egypterne gik meget op i deres udseende og i renlighed. Kropsbehåring anså de for dyrisk og uciviliseret og barberede den af. Selv i efterlivet blev barbering taget alvorligt. Adskillige udgravninger af egyptiske gravkamre afslører, at samfundets elite gerne blev begravet med juvelbesatte barberknive.
Faraoerne bar dog et særligt skæg af metal, som blev monteret på hagen. Selvom faraoerne sandsynligvis havde naturlig skægvækst, mener historikerne, at modstanden mod kropsbehåring førte til metalskæggene. Faraoerne bar det falske skæg under religiøse ceremonier for at vise deres forbindelse til guderne, som ofte blev afbildet med lange skæg.
En af de mest prominente guder med skæg var Osiris, herren over død og efterlivet. Faraoerne blev begravet med en kopi af hans skæg i troen på, at dette ville føre til genopstandelse i dødsriget. Selv en kvindelig farao som Hatshepsut bar skæg som et tegn på, at hun var gudernes udvalgte.
6. Protestanter gjorde oprør med hår på hagen
Under reformationen gjorde protestanterne alt for at adskille sig fra katolikkerne. På dette tidspunkt var katolske præster og munke altid glatragede – det hårløse ansigt blev betragtet som et tegn på ydmyghed. Men da den tysk-romerske kejser i 1521 erklærede reformationsfaderen, Martin Luther, for en lovløs kætter, måtte han gå i skjul og bruge fuldskæg som en del af sin forklædning.
Snart gjorde mange protestanter ham kunsten efter og anlagde sig enorme skæg. Det var kun et plus, at hårvæksten fik dem til at ligne profeterne fra Det gamle testamente.
Den tyske protestant Johann Eberlin von Günzburg drømte sågar om en verden helt uden glatbarberede ansigter. Som han formulerede det:
“Alle mænd skal bære skæg. Mænd med glatte ansigter skal mødes med fordømmelse”.
8. Alle ville se Den Skæggede Dame
Da Annie Jones blev født i Virginia, USA, i 1865, fik hendes forældre et chok. Deres lille baby havde hår i hele ansigtet – formentlig led hun af den sjældne genfejl hypertriki. Der gik dog ikke længe, før forældrene begyndte at spinde guld på deres datters aparte udseende. De lejede det bare ét år gamle, behårede barn til den kontroversielle forretningsmand P.T. Barnum, der tjente millioner på at udstille vanskabninger i “Barnum’s American Museum”.
Da han opdagede, hvilken guldkalv Annie var, indgik han en lukrativ kontrakt med hendes mor på 150 dollars om ugen for at udstille barnet. Som voksen blev Annie kendt i hele USA under kunstnernavnet “Den Skæggede Dame” i P.T. Barnums cirkus.
Hun var en af Barnums hovedattraktioner og samtidig en stor fortaler for, at de såkaldte freaks fik ordentlige vilkår. I 1902, i en alder af 37 år, blev hun pludselig syg og døde.
9. Nordmand fik skæg på over fem meter
I 1865 meldte den 19-årige, norskfødte Hans Langseth sig til en skæg-konkurrence i en lille landsby i Minnesota, USA, som han var flyttet til få år forinden. Hvorvidt han vandt konkurrencen, ved historikerne ikke, men sikkert er det, at Langseth aldrig barberede sig igen.
Hår kan kun vokse ca. halvanden meter, før det dør og falder af. For at undgå dette flettede nordmanden sit skæg sammen i lange pølser – ligesom nutidens dreadlocks. Sådan sikrede han, at skægget forblev stærkt og ikke knækkede.
Som ældre herre optrådte Langseth i cirkus, hvor han fremviste sit imponerende 5,3 meter lange skæg under kunstnernavnet “King Whiskers” (Kongen af kindskæg). Han stoppede dog efter nogle år, da han blev træt af, at alle mennesker hev ham i skægget og påstod, at det var falsk.
Langseth døde i 1927, 81 år gammel. Han skæg er stadig verdenshistoriens længste og bliver siden 1967 opbevaret på USA’s naturhistoriske museum, “Smithsonian”.
10. Læger ordinerede skæg til patienterne
“Fraværet af skæg er typisk et tegn på fysisk og moralsk svaghed”, hed det i bogen “The Philosophy of Beards” fra 1854. Også lægerne var begyndt at blive stærke fortalere for skæggets sundhedsmæssige betydning.
Fra 1850’erne opfordrede læger i England deres patienter til at lade skægget gro som værn mod bronkitis og andre luftvejssygdomme – et udbredt problem i det smogplagede London. Ifølge lægerne fungerede skægget som et filter, som stoppede smittestoffer og luftforurening, inden de nåede til halsen.
Andre mente, at skæg hjalp til at afslappe halsen, hvilket især var vigtigt for talere. I avisen Hampshire Advertiser blev det i 1861 fx proklameret, at glatbarberede præster ligefrem inviterede til “alle former for lungeproblemer”.
I virkeligheden udgør et fuldskæg en større sundhedsrisiko end et glat ansigt. Forskningen viser, at skægvæksten kan gemme på en høj koncentration af sygdomsfremkaldende bakterier.
